Rester er det perspektiv, jeg har valgt for den eksternt kuraterede del af Triennalen 08, hvis overordnede tema kredser omkring begrebet Materialtretthet. Denne lille udstillingsdel er tænkt som en kunstnerisk perspektivering af selve Triennalen, med et skandinavisk udblik.

Med Rester er det ikke mit mål at svare hverken ja eller nej til det spørgsmål, der implicit stilles om materialets status i aktuel kunsthåndværkspraksis. Tanken er, at de
udvalgte værker hver for sig arbejder med materialer på interessante måder – både materialer, der har en lang tradition indenfor kunsthåndværk, men i lige så høj grad materialer, der er uventede i denne sammenhæng.

Med begrebet Rester peger udstillingen på det æstetiske og udtryksmæssige potentiale der er at finde i former eller i materialer, der i en eller anden forstand er afledt af noget andet. De værker jeg viser på udstillingen er i høj grad selvstændige værker, men alligevel vil man opdage, at de peger hen mod noget andet: Hen mod former, materialer eller handlinger, vi genkender fra andre sammen-hænge. Der er tale om rester fra processer, der ligger udenfor værkernes egen logik, og før deres tilblivelse.

Ved at kalde denne form for recirkulering af betydning for rester peger jeg med udstillingen på, hvordan det ofte er marginale former og materialer, der rummer et udtryksmæssigt potentiale; dels fordi vi overraskes, dels fordi vi genkender.

Umiddelbart genkender man ikke oprindelsen til den danske objekt- og tekstilkunstner Petrucha Sehesteds (f. 1958) værker Filigran I og II. De forekommer ganske anderledes end noget man hidtil har set: Dynamiske, sirligt dekorerede former der hænger frit i luften. Først ved nærmere eftersyn træder de frem som det, de er: Grantoppe, der med referencer til guldsmedens filigranteknik er “broderet” med ledningstråd og plastikperler. Sehested trækker dermed på en lang række referencer til smykkeformgivning, tekstile teknikker, skulptur, mobile, naturfortolkning og kitsch, men alt sammen i en balance, der gør, at de forbliver antydninger. De er rester, der hviler i deres egen fuldendte logik, og afspejler på en gang samhørighed med både naturen og kulturen.

Helena Lehtinen (f. 1952) er en af de finske smykkekunstnere, der for alvor har markeret
sig internationalt. De fleste af hendes værker rummer referencer til genkendelige objekter, men de er bearbejdet på en måde, der transformerer til helt andre betydningshorisonter. Skeer, grene, konkylier eller næsten kød-lignende klumper er viklet ind i tekstiler eller snor og dekoreret med elementer som perler, kæder og øreringe. Kvindens univers af køkkenting, pyntegenstande, tekstile sysler og en evigt naturbundet kropslighed får her et udtryk, der bærer præg af en omsorgsfuld men også næsten distanceret analyse, i den måde Lehtinen inddrager nye materialer som fimoplast og hematit, og i den måde, materialesammenstød og skulpturelle kvaliteter er helt afgørende.

Svenske Hanna Hedman (f. 1980) er udgået fra Konstfack i Stockholm i år, men hendes korpus og smykkearbejder har allerede været vist en lang række steder i ind- og udland. Med Unhappy Bodies fortsætter hun Helena Lehtinens antydninger, ved at referere endnu tydeligere til et kvindeligt betydningsunivers. Placeret på et koldt stålbord synliggør objekterne den negative kropsopfattelse der kendetegner mange kvinders selvbillede, og den selvkontrol der udøves i forbindelse med måltidssituationer. Det er ikke et rart univers at befinde sig i, men et univers af sprængte erfaringer: Sammensyede kropsdele, fragment erede spiseredskaber, kroppens indre organer, fingre der stikkes ind i hulninger, fordøjelses-væsker, tænder og afløbsrør. I dette barske miljø udgør sammenstillingen af tekstil, sølv og blød silikone imidlertid en omsorgsfuld forsoning, både på et sanseligt, visuelt og emotionelt plan.

En anden af finsk smykkekunsts markante profiler, Inni Pärnänen (f. 1971), arbejder på samme måde som Hanna Hedman med modsætninger mellem noget brutalt og noget forfinet. For Pärnänen er arbejdsprocessen afgørende, idet hun arbejder eksperimentelt med alternative materialers formmæssige og ekspressive potentiale. I dette tilfælde ved at transformere svinehud til transparent perga-ment der kan bøjes til skulpturelle former, og sy i det med fin silketråd. Resultatet er smykker, der er på en gang skræmmende i deres kropslige referencer og smukke i deres leg med indre og ydre form. De tematiserer huden som skueplads for både rituel, medicinsk og æstetisk intervention;
huden som menneskets første ornament.

Marie Bonfils (f. 1978) har allerede tidligt i sin karriere søgt udenfor Danmarks grænser for at udvikle sin kunstneriske praksis. Hendes smykker befinder sig i et grænsefelt mellem smykker og skulptur, idet det helt overvejende er de fortællende elementer, der vægtes. Ikke en bestemt, lineær fortælling, men den fortælling der opstår fra objekt til objekt. For Marie Bonfils er det vigtigt at lade det ubevidste komme til udtryk. Hun forsøger at fange øjeblikkets impulser, at være helt åben overfor de fortællinger der opstår mellem forskellige materialer, og at fastholde den intimitet og umiddelbarhed, der opstår. På den måde fungerer hun snarere som katalysator for potentielle betydninger end som kalkuleret formgiver.

Med disse fem forskellige kunstneriske udtryk er det dermed intentionen at perspektivere Triennalen 08 og temaet Materialtretthet med en udstilling, der viser mange måder at arbejde med materiale: Ved stort set bare at samle fundne objekter og materialer, ved at udvikle nye materialers æstetiske udtrykskraft og i måden at sammenstille former og materialer i uventede kombinationer. Materialtretthet og rester er begge begreber, der umiddelbart synes at have en let resigneret klang, men netop her i periferien af positive forventninger er det muligt at stille de uventede spørgsmål. Og dermed – forhåbentlig – få de uventede svar.

Louise Mazanti, kurator for RESTER
Ph.d, professor i design og kunsthåndværks
teori og historie, Konstfack, Stockholm